Her bringe vi DINE fiskehistorier fra 2014. 

2013 10 03

Fisketur i zone 1 (Kangatudeå)

Jeg har glædeligvis familien fra Grønland på besøg, men tog den 3.10. lige ca. 2 timers fiskeri i Zone 1, - hvor jeg med ovenstående navn, refererer til Grønland, da fiskeriet udartede sig, som jeg kender det fra Grønland, når der i elvene fiskes havgående fjeldørred.

Efter et par ture med fluestangen, skiftedes til spinnestang med en blank mepps 3 og så skete der noget, - jeg havde kontakt med fisk i hvert eneste kast, hvor aborren enten tog eller skubbede til spinneren, virkelig fornøjeligt.

Så når jeg ændrede i ind spindings hastighed eller retningen, så blev den ofte taget … resultatet blev 22 aborre, hvor jeg hjemtog 6 stk. med største på 36, - så der er festmåltid på søndag.

flemming

Hej Alle sammen                                                                                                                        2014 09 30

En lille positiv beretning fra min herlige dag i dag.

I går stod den på husligt arbejde, og andet trivielt. Konen havde også fri, så det kunne først blive i dag jeg kunne komme en tur ud med stangen – den første egentlige kysttur i efteråret. I går var jeg også til et lidet opløftende møde i Vandrådet for 2.5 Smålandsfarvandet – det er ikke noget man bliver i særlig godt humør af.

Der var stadig nogle hængepartier herhjemme – så først ved 11-tiden var jeg klar til at tage af sted  – men så var det også bare med at komme ud af døren, og hvis I ikke har lagt mærke til det, så har det regnet det meste af dagen, og det gamle mundheld: ”Når det regner, så bider fiskene”, passede for en gang skyld.

Jeg valgte at tage et sted hen, hvor der skal noget ”benarbejde” til for at komme til fiskepladserne, så det er ikke mange der fisker her. I må selv gætte jer til lokalitetenJ

Fremme ved kysten begyndte jeg straks fiskeriet, og allerede i 3. kast var der hug. Den stod dog af igen med det samme. Ind med blinket og i 4. kast sad den der! Det var en køn lille havørred, der hurtigt fik lov til at smutte igen. Jeg gik nu rask hen ad kysten, og tog nogle kast hist og her, hvor bunden så rigtig ud, men mærkede ikke mere inden jeg nåede ud til endepunktet for dagens fiske/travetur. Efter en kop kaffe og et indhug i madpakken, startede jeg fiskeriet igen. De to første hug havde jeg faktisk over sandbund – dog lige i nærheden af et stenrev. Jeg valgte derfor at skifte min lille brede og flade gennemløber ud med en tobisimitation – og det skulle vise sig at være en god beslutning. Ret hurtigt havde jeg atter et godt hug, der ligesom første gang hurtigt stod af – hvorefter den bankede ordentlig på i næste kast. Se det var en noget bedre fisk – ikke nogen kæmpe – men vist nok stor nok til en tur på panden. Den sloges virkelig godt for sit liv, og gav sig først efter adskillige luftture. Det var en let farvet hunfisk, på 42 cm., og knaldrød i kødet – så tænderne begyndte allerede at løbe i vand.

Nu gik det slag i slag, med hug, og fejlhug og et par fisk inde og vende, for at blive sat ud igen. Der var oven i købet en der huggede helt inde ved topøjet, selvom jeg gik en meter oven for vandkanten – der var max 20 cm. vand hvor den tog, og det var faktisk en fisk godt over målet. Jeg var efterhånden nået op på 9 kontakter, hvoraf de 4 var røget af med det samme, og de sidste 5 havde været med helt ind og vende – jo dagen havde allerede været helt forrygende – men der manglede lige den rigtig gode fisk!

Den kom i 10. kontakt, hvor der for alvor blev taget fat i den blå/blanke sølvpil, der sad for enden af linen. Det blev en herlig fight, med både luftakrobatik og en del udløb. Fisken havde aldrig hørt om tricket med at man kan kane sådan en ind, når strandbredden består af småsten og sand – den ville ud igen hver gang jeg var lige ved at ha’ den – jeg tror den stak til havs 7-8 gange inden den endelig overgav sig. en lynende blank skønhed på 55 cm. og 1,7 kg. – ikke nogen kæmpe – men der var fight for hver eneste centimeter og gram, og det er ikke hver dag jeg har sådan en oplevelse.

Nu kneb det lidt med at koncentrere sig om fiskeriet, så selvom jeg havde endnu et enkelt hug, blev det ikke til flere fisk – men jeg sang og fløjtede hele vejen tilbage til bilen – sikke en dagJ

Mon vi trods alt ikke alligevel har lidt glæde af vores vandplejearbejde og udsætninger.

Mange hilsner Gert